Oplevelsesøkonomien er nu ren overlevelse
Alle oplevelsestunge forretninger er med covid-19 i en overlevelseskamp, og det omfatter brancher som turisme, kultur, forlystelser, festivaller, shopping, restaurationer og hoteller. Efter to årtier med uafbrudt vækst er oplevelsesindustrien i en afgrundsdyb krise, som vil tage mange år at komme sig over. Men hvad venter der oplevelsesindustrien på den anden side af covid-19?
Oplevelsesøkonomien har gennemgået en kontinuerlig vækst siden Pine og Gilmore i 1998 formulerede oplevelser som den fremtidige økonomiske vækstmotor. Igennem 20 år har oplevelser fungeret som en betydende økonomiskdrivkraft, og haft afgørende indflydelse på kundernes værdiansættelse af erhvervede ydelser. Hele industrier og brancher er skabt og udviklet med afsæt i oplevelsesøkonomien.
Stresstest af oplevelsesindustrien
Covid-19 krisen er en skelsættende stresstest af oplevelsesøkonomien, og samtidigt også en fremskyndelse af de underliggende megatendenser som vil være medbestemmende for fremadrettede forbrugerpræferencer og -adfærd.
Det er åbenlyst at stresstesten med covid-19 på alle måder har været ekstrem. Den daglige forbruger-aspiration efter næste fantastiske oplevelse er på kort tid blevet neutraliseret. Dels gennem påtvungne restriktioner, men i lige så høj grad gennem ændret forbrugeradfærd.
Ud fra en Maslow´s pyramide tilgang er vi skiftet fra et udviklingsfokus i de to øverste lag af behovspyramiden (anderkendelses- og udviklingsbehov) til et fokus på de basale behov i de tre nederste pyramidelag (fysisk, sikkerhed og socialt behov). Vi er med covid-19 krisen med andre ord gået fra en jagt på hedonistisk tilfredsstillelse gennem anderkendelse og selvrealisering til ren overlevelse.
På kort sigt står alle oplevelsesøkonomi aktører i en overlevelseskamp, og skal træffe en lang række livsvigtige beslutninger for deres forretninger. Hjælpen fra staten er ved at tørre ud – for det offentliges pengekasse er ikke uendelige dyb. Prisen for at holde hånden under samfundet og erhvervslivet kortsigtede overlevelse har været stor, og tiden nærmere sig for at starte tilbagebetalingen på de massive offentlige udgifter. Forbrugerne er samtidigt splittede og mange af dem har på kortsigt ændret adfærd og præferencer. Samfundet har pålagt og vil fremadrettet fastholde en række krav og restriktioner. Det er alle faktorer som bidrager til en dyb krise for oplevelsesindustrien – og den ser ikke ud til at stoppe foreløbigt.
De langsigtede konsekvenser for oplevelsesøkonomien
For nogle oplevelsesaktører og brancher vil det tage år før de er tilbage til samme niveau som før covid-19 ramte deres industri. For andre vil det gå hurtigere – i særdeleshed hvis deres målgruppe søger mod bevidst syndigt oplevelsesforbrug som f.eks. festivaller, fodboldkampe eller rejser målrettet fest og farver. Men der vil være en hel række forretninger som ikke overlever krisen og nulstillingen af oplevelsesøkonomien.
Digitaliseringen er steget og der er sat turbo på andre måder at mødes på end ved at rejse på tværs af kloden for at afholde forretningsmøder. Underholdning er flyttet fra biografen til Netflix i stuen, og indkøb foretages nu oftere digitalt. Det digitale forbrug er for alle målgrupper, og på alle parametre vokset, og der bruges nu mere tid end nogensinde før tid på digitalt forbrug.
Den livsvigtige sundhed er kommet i fokus, og social distance er en adfærdsparameter som kommer til at være en fast bestanddel af oplevelsesøkonomien i mange år frem. Det handler ikke kun om vores egen egoistiske ønske om at undgå smitte, men i stadig højere grad om social acceptable adfærd for at beskytte det øvrige samfund og i særdeleshed særligt udsatte.
Det rejser spørgsmålet om i hvilken udstrækning oplevelsesøkonomien fremadrette skal modtage livreddende førstehjælp – en patient som kan se frem til en langtidsindlæggelse. Allan Pollack fra PFA stillede på et tidligt tidspunkt i krisen problemstillingen om i hvilket omfang samfundet skulle bruge kortsigtede ressourcer på brancher som strukturelt stod overfor store forandringer, og i hvilket omfang samfundets ressourcer ikke i visse tilfælde kunne bruges bedre på langsigtet ”omskoling” i udvalgte brancher og sektorer. Det store spørgsmål er om oplevelsesindustrien står foran strukturelle forandringer efter at have været en økonomisk vækstmotor i to årtier?
Oplevelsesindustrien skal genopfinde sig selv til en post-corona virkelighed, og alternativet er at de ikke overlever. Oplevelsesøkonomien er med covid-19 blevet til en overlevelsesøkonomi.